0045 26804587 henrik@zoomedia.dk

På tynd is

 

Det meste af min barndom følte jeg mig tryg og næsten udødelig, som om det værste der kunne ske mig var at komme op til tavlen i matematik eller en tur på skadestuen. Skræmmende og ubehageligt, men langt fra rigtigt alvorligt.

Det ændrede sig en dag i starten af marts 1979. Jeg var tretten år.

Vinteren havde været skøn med masser af kulde, is og sne. På Bornholm måtte militærets bæltekøretøjer rykke ud i flere omgange. De indre farvande var dækket af is og det var muligt at gå fra Hvidovre, hvor jeg boede og over til Amager på den anden side af Kalveboderne.

Vi var en del børn, som havde fået små blå og røde plastik ski, og som sammen med forældrene tog til Dyrehaven for at lege i Ulvedalene og slå os halvt fordærvede på Djævlebakken. For os amatører var navnet særdeles velvalgt. Det var ved et fald netop på Djævlebakken, at jeg forstuvede min tommelfinger, så den blev vredet helt om og strittede bagud. Lægen på skadestuen forklarede, at jeg var hypermobil og tilføjede med et smil, at jeg nemt ville kunne træne min krop til at optræde som slangemenneske i et cirkus. Sådan skulle det nu ikke gå.

Efter en lang periode med frost skiftede vejret, og det begyndte at tø i dagtimerne. Der var et strejf af forår i luften, selvom det meste af landet stadig lå i isens solide greb.

Min skolekammerat Tommy og jeg selv havde allerede gennemblødte sokker af at trampe løs på havisen med vores støvler.  Vi var begge omkring 13 år gamle. Tommy boede lige ved en lille park, der ledte ned til et lavvandet område tæt på Hvidovre havn. Vi havde fjollet rundt på isen hele eftermiddagen, anlagt glidebaner og kastet med sten. Det var storslået.

Tommy skulle tisse, og det forekom helt logisk at gå længere ud på havisen. Derved kunne folk på land jo ikke se os. Så kom tågen. Den var tæt og skummel som i en gotisk gyser fra Victoriatidens London. Pludselig kunne vi ikke længere se land. Og vi var helt alene. Vi kom i tvivl om, i hvilken retning der var land. “Vi skal den vej,” sagde jeg og pegede på et sted i tågen. Jeg mistede sjældent orienteringen, og havde en intuitiv fornemmelse af hvor kystlinjen befandt sig. Tommy var derimod ikke overbevist. “Jeg tror altså, at det er dén vej,” sagde han tøvende, og pegede i den helt modsatte retning.

Desværre fik jeg min vilje. Vi var både sultne og våde, men ingen af os var specielt bekymrede. Vi vidste, at det meste af området var lavvandet. Så hvor galt kunne det gå? Det var selvfølgelig helt ufarligt. Den eneste reelle fare var sejlrenden, der befandt sig langt væk ude i havet. Vi gik og gik. Jeg formoder at vi gik rundt i større og større ringe. Og vi øjnede ikke antydning af land. Det blev mørkere. Tågen blev tykkere og lyset svagere. Tommy opdagede det først. Han så, at der nu var dybt mørkt vand under isen, som vi gik på. Det gav et sug i os begge. Vi vidste, at det nu var blevet alvor. Skræmmede. Vi anede stadig ikke, hvor vi var, og vi var klar over, at vores forældre ikke ville blive bekymrede før aftensmaden. Som små nervøse spøgelser i en underlig uvirkelig verden gik vi videre.

Det var i 1970erne. Der var ingen mobiltelefoner. Børn legede uden opsyn, og lige hvor de ville. De informerede ikke først forældrene samt kredsen af venners forældre, inden de gik på legepladsen eller til stranden. Dengang havde forældre tillid til deres børns dømmekraft. Mine og Tommys forældre vidste, at deres drenge naturligvis ikke var så idiotiske, at de gik langt ud på havisen. Det var helt utænkeligt.

Vi gik forsigtigt videre. Det vigtigste var at komme ind på lavt vand igen. Og dernæst hjem. Men i hvilken retning var det lave vand? Isen blev tværtimod mørkere. Nu var vi ved at være skrækslagne, men vi sagde intet. Listede os bare forsigtig videre på den tynde is. Der var et par meters afstand mellem os.

Så brækkede isen, og jeg røg i med hele kroppen.

Det gik så stærkt, at jeg intet fattede, før jeg sprællede rundt i det sorte hav. Kontakten med det mørke vand føltes som om små nåle borede sig ind overalt på kroppen. Det var især slemt på ansigt og læber. Iskoldt havvand i næsen og munden. Chok. Pulsen går amok. Skræk. Kroppen reagerer af sig selv. Væk. Hurtigt op. Luft.

Tommy stod og så på med store øjne. Han var ikke gået igennem. I ren panik nærmest fløj jeg op af vandet og landede igen på isen. Jeg trak vejret i hurtige stød. Gispede efter luft. Så gav isen efter igen.

Den brækkede med en kraftig lyd, muligvis fordi jeg lå med øret helt nede på iskanten. Så lå jeg igen panisk i vandet. Hvad nu? Jeg fik en idé. Måske kunne jeg sætte af fra havbunden for at komme tilbage på isen?

Jeg dykkede lidt ned, og strakte mit højre ben ud for at mærke efter bunden. Der var intet. Min fod mødte kun det kolde vand. Sejlrenden!

Da jeg igen fik hovedet op af vandet, så jeg Tommy, som stadig var naglet fast i vågens ene side. Så forsøgte jeg igen at komme op på isen. Denne gang med lidt mindre kraft fra armene og mere fra benene. Og jeg tog lufferne af hænderne for bedre at kunne få fat på den kolde og glatte overflade. Men samme resultat.

Isen brækkede igen, og jeg lå og trådte vande, uden at ane hvad jeg nu skulle gøre.  Min krop blev stadigt mere kold og følelsesløs. Jeg fornemmede, at jeg snart ikke havde flere chancer.

Så sagde Tommy med stakåndet stemme: “Henrik, prøv med ryggen!”

 

Jeg vidste, at det nok var sidste mulighed. Isen skulle bare holde. “Åh, lad den nu holde,” tænkte jeg igen og igen, mens jeg langsomt gled op på isen med ryggen først. Mine bevægelser var uhyre forsigtige, mere forsigtige end jeg troede, at min trætte krop ville være i stand til at gennemføre. Isen knirkede og knagede. Min hjerne var ved at koge over af stress og desperation, mens jeg stille bad til, at isen fortsat holdt. Jeg var ved at løbe tør for kræfter. Jeg var helt bevidst om, at jeg sandsynligvis ikke ville have kræfter tilbage til et nyt forsøg, hvis jeg igen skulle havne i havet. Det var ekstremt anstrengende at træde vande og svømme rundt med store støvler tungt overtøj. Min påklædning var typisk for den tid. En lidt for stor grøn parkacoat med syntetisk skind omkring den store hætte, der nu var fyldt med is og vand.

I et kort øjeblik lå jeg og gispede på kanten af vågen. Mine fødder var stadig nede i vandet, mens jeg kiggede op på den mørke himmel. Så tog jeg mig sammen og krabbede på ryggen forsigtigt længere væk fra vågen. Dernæst vendte mig langsomt om på maven. Isen holdt. Åh Gud, lad den holde til jeg er kommet væk, tænkte jeg, selvom jeg ikke var det fjerneste religiøs.

Et par meter fra vågen turde jeg endelig rejse mig op. Udmattet og stærkt chokeret.  Tommy gik hen til vågen for at hente mine luffer. Jeg havde slet ikke kræfter til at sige noget, men jeg tænkte, at det var totalt idiotisk. Da Tommy forsigtigt kom tilbage og gav mig lufferne, smed jeg dem i arrigskab tilbage i vandet, og rystede på hovedet. Tommy skulle ikke sætte sit liv på spil for et par våde luffer.

Så hørte vi lyden af tågehornet i Hvidovre havn. Det reddede sandsynligvis vores liv, at vi nu kunne gå efter lyden. En svuppende lyd fulgte hvert af vores skridt. Vi gik bare uden at sige noget. Under normale omstændigheder var det kun en relativt kort strækning, men den dag var der uendelig langt ind til havnen. Det var i mellemtiden blevet helt mørkt, og frosten var vendt tilbage. Der var også vindstille, så vores korte gispende åndedræt lød som orkaner. Vi nåede omsider ind. Området var mennesketomt, men havnen var heldigvis lyst op, så vi kunne se, mens vi kravlede op af bolværk og isglatte sten. Tommys udåndingsluft var en farve tåge i lyset fra de store gule lamper.

I havnen frøs mit tøj hurtigt til is, og det blev vanskeligt at gå, men i min tilstand følte jeg slet ikke kulden. Jeg var for rystet. Jeg tænkte kun på omgående at komme direkte hjem. Der var ikke så langt. Vores veje skiltes ved havneindgangen. Jeg tog den direkte vej op ad sejlerstien, hvor fuldebøtter plejede at lalle rundt efter havnefesterne. Denne aften var ingen mennesker ude, så jeg fortsatte alene med høj puls og udspilede øjne. Siden har jeg på Google set, at der er omkring 500 meter fra havnen til mit daværende hjem. Det lyder ikke som meget, men jeg havde samtlige symptomer på begyndende nedkøling inklusive kraftige rysteture og blå læber, så det er lidt af et  under, at jeg var i stand til at gå hele vejen.

Hjemkomsten blev fulgt af lidt gråd, en del kaotiske forklaringer og et langt varmt bad. Jeg faldt i søvn i selskab med en varmepude, og de efterfølgende dage sov jeg stort set uafbrudt.

De næste to uger var jeg syg med feber og rysteture, men det værste var den gysen jeg følte, hver gang jeg hørte tågehornet i havnen. Så fik jeg genkaldt billederne af mig nede i det sorte kolde vand. Den dag i dag kan lyden af et tågehorn stadig give mig gåsehud.

Det var en forfærdelig oplevelse. Alligevel tænkte jeg indimellem på, at jeg burde gå ned til havnen med min kikkert, for at se hvor vågen præcist befandt sig. Men jeg blev liggende. Da jeg stod ud af sengen, var isen forsvundet. Vinteren var overstået.

Tommy og jeg talte ikke efterfølgende om hændelsen, og vi sagde heller ikke noget til vores klassekammerater.

40 år senere var Tommy til gengæld deltager til et af mine foredrag. Så fik jeg sagt ordentligt tak til ham. Jeg vil aldrig glemme hans: “Prøv med ryggen.” Han reddede mit liv med et enkelt godt råd. Det var stort.